Klimaændringer giver andre udbytter i landbruget
Allerede nu ses klimaændringernes påvirkninger af sammensætningen og udbyttet af afgrøder i Europa. I Nordeuropa øges mulighederne for varmekrævende afgrøder, mens Sydeuropa i stigende grad lider af tørke og hedebølger.
Hidtil har klimaændringernes effekter været fremtidsforudsigelser. Nu er fremtiden imidlertid ankommet. Konsekvenserne mærkes allerede i landbruget.
Klimaændringerne betyder mere, end at det blot bliver varmere. I nogle områder kommer afgrøderne til at tørste, mens de i andre områder drukner i styrtregn. Mens nogle landbrugsafgrøder kommer til at nyde godt af lunere vejr, ændrede nedbørsmønstre og mere CO2 i luften, så er det bestemt ikke en fordel for landbruget alle steder.
En gruppe forskere i det europæiske forskernetværk COST 734 gennemførte en spørgeundersøgelse i 2008. De spurgte eksperter i en række lande i hele Europa om, hvad deres forventninger var til effekten af klimaændringer på afgrøder frem til 2050. Forventningerne var ikke lige opløftende alle steder.
- De mest negative effekter forventes i det område, som udgøres af Ungarn, Serbien, Bulgarien og Rumænien. Dette område vil lide under stigende forekomst af tørke og hedebølger uden effektive muligheder for at kunne tilpasse sig, f.eks. ved at flytte en del af afgrødeproduktionen til andre årstider, siger forskningsprofessor Jørgen E. Olesen fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, som har deltaget i arbejdet.
http://www.agrsci.dk/ny_navigation/nyheder/klimaaendringer_giver_andre_udbytter_i_landbruget








