Vores energisystem kan omlægges til vedvarende energi

Vedvarende energi kan godt blive dominerende i det danske energisystem, og CO2 udledningerne kan skæres med 50 procent inden 2050, sammenlignet med niveauet i 2008.

Udfordringen er at få ændret energisystemet, så det kan håndtere store mængder fluktuerende elproduktion fra vedvarende energikilder.

Det er hovedkonklusionen i den afsluttende rapport fra en workshop om fremtidens energisystemer, afholdt inden for rammerne af DTU Klimateknologi med Risø DTU som hovedarrangør.

En omlægning af energisystemet kræver bl.a.:

* Et sammenhængende intelligent elnet, der kan rumme meget mere vedvarende energi, lagre energi og som er integreret på europæisk plan.
* Vi kan nå langt med kendte teknologier på kort sigt, men der er behov for forskning i nye energiteknologier og systemer, der kan komme på markedet efter 2050, når CO2 udledningerne skal skæres med 50 procent i forhold til niveauet i 2008.
* Faste rammebetingelser og direktiver fra myndighedernes side. Det efterlyser energi-sektoren inden den kaster sig ud i de kæmpemæssige investeringer, en drastisk omlægning af energisystemet indebærer.
* Mere forskning i lav-energi byggeri. På dette område er lande som Tyskland og Østrig længere fremme.
* Det er nødvendigt at bruge CO2 rensning og lagring i kraftværker og energitung industri indtil vi er kommet længere med at udfase de fossile brændsler.
* Der er brug for samarbejde mellem de tekniske systemoperatører i de europæiske lande, lige som elnettet skal forstærkes på national og europæisk skala. Desuden er der behov for et offshore net.
* Det skal være muligt at lagre elektriciteten fra den fluktuerende elproduktion fra vedvarende energikilder.

Risø DTU

Bookmark and Share